Klik og se nyhedsbrevet i din browser, så får du billederne med!
 
30/11/20 PsykInfo Midt nyhedsmail | Nr. 14
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om:
  • LIVE på Facebook: Julens dilemmaer
  • 'Mit vendepunkt i livet 2021': giv kalenderen i julegave
  • Se eller gense webinarer om psykisk sygdom
  • Split Mind: nyt computerspil om at have en psykose
  • Tilbageblik: temadag på Egmont Højskolen med EN AF OS
  • Ny podcast: 'Lad os tale om psykisk sygdom'
 
 
 

Facebook-live: Julens dilemmaer

Onsdag den 9. december kl. 13.00 sender PsykInfo Midt LIVE om 'Julens dilemmaer' på Psykiatriens Facebook side.
 
Julen står for døren. Det samme gør forventninger om hygge, gaver og sociale sammenkomster. For nogle kan julen og alle forventningerne gøre dem helt forpustet eller værre. Måske du kan nikke genkende til det? Og måske du har psykisk sygdom tæt inde på livet?
 
Så se med, når vi sender LIVE om julens dilemmaer, hvor vi får besøg i studiet af tre EN AF OS-ambassadører til en snak om bl.a. de belastninger, som juletiden kan afføde og den følelse af ensomhed, som mange oplever, når juleaften nærmer sig. Du kan møde:
 
  • Rasmus, der har ADHD og altid har følt, at juleferien er alt andet end ferie
  • Anne Louise, der er vokset op med en far, som har en psykisk diagnose, der har sat aftryk på juleglæden
  • Sofie, der har mistet sin mor, hvilket har påvirket hendes jul.
 
 
 
Se mere i begivenheden på Facebook. På Facebook har du også mulighed for at dele dit juledilemme. Måske bliver det dit juledilemma, som ambassadørerne vender i studiet. 
 
 

'Mit vendepunkt i livet 2021': giv kalenderen i julegave

Husk at du kan købe EN AF OS-årskalenderen. Den indeholder 12 personlige historier fortalt af modige EN AF OS-ambassadører om en skelsættende oplevelse eller begivenhed, der har vendt om på deres liv med psykisk sygdom tæt inde på livet. 
 
Julen nærmer sig, og kalenderen er en oplagt gaveidé, du kan give, hvis du fx har en pårørende med psykisk sygdom inde på livet, der trænger til lidt opmundring. Eller måske du kan bruge kalenderen som en tidlig julegave til dig selv. 

I kalenderen kan du bl.a. møde Sofie og hendes lille familie. For Sofie blev vendepunktet i hendes liv en kontrakt på Psykiatriens Hus i Aarhus, der gav hende og familien mulighed for at være en familie på deres egen måde med frihed under ansvar og støttende samtaler. 

 

 

Kalenderen kan nu købes flere steder rundt omkring i Region Midtjylland - lige fra Herning, Viborg, Aarhus og i Ebeltoft. Du finder en oversigt over salgsstederne her.

 

 

Gense webinarer om afstigmatisering af psykisk sygdom

I starten af november blev der afviklet tre spændende webinarer om afstigmatisering af psykisk sygdom for fagpersoner på henholdsvis ungeområdet, i socialpsykiatrien og i jobcentre. Webinarerne, der er en del af PsykInfo Midts samarbejde med EN AF OS, blev taget rigtig godt imod, og nu kan du se eller gense dem alle i deres fulde længder her.
 
 
I forbindelse med PsykInfo Midts deltagelse i webinarerne blev der lavet en ny video, der præsenterer medarbejderne i PsykInfo Midt. I videoen kan du møde konsulent Jette Dupont Lauritsen (på billedet) og hendes øvrige kolleger, der fortæller omkring deres arbejde og herunder samarbejde med regionens mange EN AF OS-ambassadører. 
 
 

Split Mind: Joakims kone har skizofreni

 
Joakim er spiludvikler og gift med Mette, der har paranoid skizofreni. Sammen har de udviklet computerspillet 'Split Mind,' der handler om at have en psykose.
 
I spillet styrer man en figur, der ser, hører og oplever nogle ting, som måske ikke er der i virkeligheden. Derved får man, når man spiller, på egen krop en oplevelse af, hvordan det kan føles at have en psykose.
 
OBS: Når man spiller 'Split Mind' får man en førstehåndsoplevelse af at have en psykose, hvilket kan virke voldsomt på nogle. Læs mere på Joakims egen hjemmeside (engelsk). 
 
 

Temadag på Egmont Højskolen med EN AF OS

 
Fredag den 13. november 2020 afholdte PsykInfo Midt temadag på Egmont Højskolen sammen med syv EN AF OS-ambassadører. Temaet for dagen var mental sundhed og psykisk sygdom med en særlig opmærksomhed på, at mentale udfordringer kan fører til psykisk sygdom.
 
Det var en rigtig god temadag. PsykInfo Midt oplever nemlig, at det skaber noget helt særligt og unikt, når de er afsted med en større gruppe ambassadører. Ambassadørerne forstår bedre end nogle andre at give et gribende indblik i et liv med psykiske udfordringer.
 
Besøget på højskolen var ét af efterhånden mange. Viceforstander Karin Busk Sørensen oplever, at højskolens elever får en masse brugbart ud af besøget fra EN AF OS: "Når først EN AF OS-ambassadørerne sidder og fortæller, så tør vores elever også selv at fortælle nogle ting enten om sig selv eller om familien. Og I er gode til at få faciliteret den snak". 
 
 

Podcast: brug naturen som selvhjælp ved psykisk sygdom

 
Lyt med i PsykInfo Region Syddanmark og PsykInfo Region Sjællands nye podcastserie "Lad os tale om psykisk sygdom", der er et samarbejde mellem fagpersoner og brugere af psykiatrien. De taler om det, der er svært, og om det, der lykkes på trods af et liv med psykisk sygdom.
  
Du kan lytte til første afsnit "Naturen som selvhjælp" via linket her eller i din foretrukne podcastapp ved at søge på 'Lad os tale om psykisk sygdom'. 
 
 
Bliv EN AF OS-ambassadør i Region Midtjylland
 
 
 Send til en ven
 
Send mailen videre til én, der kunne have glæde af den
Region Midtjyllands psykiatriske
informationscenter