Se nyhedsbrevet i browser
ViC Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering
16. marts 2021

Som videnscenter for neurorehabilitering skal ViC sikre patienter fra Vestdanmark den absolut bedste behandling

 
Med rehabiliteringspraksis, forskning og uddannelse på højeste internationale niveau ønsker parterne bag ViC at skabe et videnscenter for neurorehabilitering, som skal være med til fortsat at sikre patienter i Vestdanmark den bedste rehabilitering.

Startskuddet for Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC) lød tilbage i 2020 med ansættelse af videnscenterleder Lene Bastrup Jørgensen. Hun har til opgave at opbygge ViC, og hun har store ambitioner for centrets arbejde:

- Vi skal styrke særligt de tværsektorielle rehabiliteringsforløb, så mennesker med følgevirkninger af neurologiske sygdomme og skader kan leve et godt og meningsfuldt liv, uanset hvor de er i deres rehabiliteringsforløb, og hvor de bor i Danmark, siger Lene Bastrup Jørgensen.

Viden og erfaring skal samles i ét videnscenter
Visionen er at skabe et epicenter for tværgående samarbejde og opbygge et endnu stærkere rehabiliteringstilbud ved at samle viden og erfaring indenfor neurorehabilitering under ét videnscenter.

- Et øget samspil mellem praksis, uddannelse, forskning og innovation på tværs af sektorer og neurologiske universitets- og hospitalsmiljøer i Vestdanmark er essentielt for, at vi for alvor kan lykkes med at gøre en forskel for patienter og deres pårørende, fastslår Lene Bastrup Jørgensen.

ViC er en del af Hospitalsenhed Midt, og det samler højtspecialiserede funktioner inden for neurorehabilitering fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Vestdansk Center for Rygmarvsskade på Regionshospitalet Viborg. Klassisk Neurologi med både hoved- og regionsfunktion er også en del af ViC.
 

Klumme af Lene Bastrup Jørgensen, videnscenterleder i ViC

 
Her er vi! Et af Danmarks to nye videnscentre inden for neurorehabilitering.

Og vi er klar! Klar til at løse en stor og vigtig opgave – nemlig at understøtte udvikling og deling af viden og erfaring, vi har om rehabilitering af mennesker med erhvervet hjerneskade, rygmarvskade og neurologiske sygdomme.

Jeg er glad for at kunne byde jer inden for i en verden af viden og erfaring om neurorehabilitering på højeste niveau, og jeg glæder mig til at kunne dele og udvikle den med jer.

Hvad er så vigtigt for at nå det mål?

Det er videns- og praksisfællesskaber. Fællesskaber der har den enkelte borgers præferencer for det gode liv for øje. Og som repræsenterer forskellige faser, fagligheder og sektorer i rehabiliteringsforløbet. For eksempel sundhedssektoren, familie, venner, kolleger eller andre som har oplevet det samme. Disse parter udgør i sig selv ét stort videns- og praksisfællesskab.

Jeg tror på, at vi i langt højere grad bliver nødt til at skabe tværsektorielle videns- og praksisfællesskaber, og at ViC gerne skal blive netop sådan et fællesskab. Kom og tag del i det! Vi skal videndele, og den viden, vi deler, skal give værdi. Og vi skal bruge den viden, vi ved, der virker, så den kan blive spredt og implementeret og komme flest mulige til gavn.

Jeg har altid været 'bidt af viden', og jeg har som videnscenterleder en mission om, at ViC skal være mere end bare en videnscontainer. ViC skal være en bæredygtig vidensomsætter.

I ViC har vi valgt her i den første etableringsfase at sætte fokus på de to indsatsområder "Dysfagi" og "Meningsfuldt hverdagsliv". Begge områder er valgt, fordi de fylder meget hos de ramte borgere og deres pårørende. Områderne er også valgt, fordi der allerede nu findes højtspecialiseret viden og praksis, der bør formidles og udvikles på tværs af sektorer. Begge dele kan I læse mere om her i den første udgave af vores nye nyhedsbrev.
 
 
 

Massiv aktivitet på dysfagi-området i ViC: Vi smager, synker og fordøjer

 
 
En gruppe dedikerede aktører på tværs af Klassisk neurologi, Vestdansk center for Rygmarvsskade og Hammel Neurocenter er i fuld sving med at lære hinanden og deres praksisser at kende.

- Vi smager vi på hinandens perspektiver, synker den entusiasme hele samspillet bærer præg ad og fordøjer, hvor vi kan se, at vaner bør ændres for at understøtte kvalitet, fortæller ledende ergoterapeut ved Hammel Neurocenter, Mette Skjærbæk Svane og uddyber:

- Vi er i fuld gang med at udvikle, validere og implementere en prædiktionsmodel for, hvornår patienten der er afhængig af sondeernæring kan forvente at initiere oralt indtag af føde og væske igen.

Du kan læse mere om vores øvrige indsatser som blandt andet rummer UDT (Udgående Dysfagi Team), samarbejde med ESSD (European Society for Swollowing Disorders), samarbejde med AMBUFlex for optimering af en systematisk dataindsamling for patienter i Klinik for Synke- og spisebesvær her og her og se en video om emnet.

- Vi anstrenger os for at se på tværs – ikke blot i Hospitalsenhed Midt, men i høj grad også tværsektorielt, og vi har stor opmærksomhed på at uddannelse, forskning og klinisk praksis skal gå hånd og hånd, fastslår Mette Skjærbæk Svane og afslutter:

- Og vi glæder os til at gøre en forskel for patienter og borgere med dysfagi!

Hvad er dysfagi?
Patienter med dysfagi har nedsat funktionsevne i ansigt, mund og svælg og har ofte svært ved at synke mad og drikke. Dysfagi er en udbredt komplikation som følge af en neurologisk sygdom, og det kan bevirke fejl- og/eller underernæring samt risiko for lungebetændelse som følge af, at føde og væske fejlsynkes.

Problemerne kan have en høj grad af kompleksitet, både ift. at blive opdaget men også i behandlingstilgang, hvorfor specialiseret viden er kan være afgørende for forløbet.
 

Vi vil skabe mulighederne for, at mennesker med en neurologisk skade eller lidelse kan få en meningsfuld hverdag

 
 
Men hvordan får man en meningsfuld hverdag, når der lige pludselig er en masse ting, man ikke kan på samme måde, som man kunne før? Netop det er et indsatsområde for os i ViC!

Med sundhedsprofessionelle fra Skive, Lemvig, Hammel, Silkeborg og Viborg fik vi i efteråret 2020 taget hul på opgaven med at afdække allerede eksisterende viden på området samt udvikle og teste indsatser, hvor sundhedsprofessionelle bedre forstår og støtter patientens og borgeres vej mod et meningsfuldt hverdagsliv under indlæggelse, men også i overgangen fra behandlingssted til hjem eller institution.

- Der er højt engagement i gruppen og et stort ønske om, at vores arbejde kommer til at afspejle sig i det tilbud, der gives til mennesker med en neurologisk lidelse. Jeg er sikker på, at vi har et rigtig godt udgangspunkt for at skabe noget betydningsfuldt på et helt centralt område i neurorehabilitering.

Sådan siger formand for indsatsområdet Randi Steensgaard, der dog også ønsker borgerrepræsentanter og repræsentanter fra kommunalt regi for at have de bedste betingelser for at skabe gode løsninger for patienter og borgere:

- Selvom vi med både ergoterapeuter, fysioterapeuter, læge, sygeplejersker og psykolog er fagligt bredt repræsenteret, vil vi gerne have et godt samarbejde med vores kollegaer i kommunalt regi. De sidder inde med afgørende viden om vilkår og muligheder for at støtte borgeren til at opnå et meningsfuldt liv. Hvor vi som sundhedsprofessionelle på centrene kan forsøge at ruste og forberede patienterne – med afsæt i deres ønsker, præferencer og behov, så er det efter udskrivelsen – i kommunalt regi, at hverdagslivet skal genoptages.

Vi er i fuld gang med at afdække, hvad vi allerede ved, og hvad behovet er, og vi glæder os til, at den viden kan udmønte sig i konkrete initiativer, der kan støtte mennesker med neurologisk ledelse eller skade!
 

ViC samarbejder med Videnscenter for Neurorehabilitering i Østdanmark om koordineret national indsats

 
 
 
ViC byder endnu en gang velkommen til det nye Videnscenter for Neurorehabilitering i Østdanmark, når der i foråret nedsættes en arbejdsgruppe, der skal tage de første spæde skridt mod en koordineret national indsats inden for synsrehabiliteringsområdet.
 
I Øst har de med videnscenterleder Anne Norup ved roret en specifik kerneopgave; nemlig at styrke og understøtte det tværsektorielle patientforløb igennem vidensdeling, kompetenceudvikling, forskning og innovation – og det er kerneopgaver, ViC deler!
 
Vi undersøger tilfredsheden af neurorehabiliteringsindsatsen i Danmark
I forbindelse med kvalitetstjekket af neurorehabiliteringsindsatsen i Danmark kan interesserede inden længe kontakte ViC eller Videnscenter for Neurorehabilitering i Øst, hvis de ønsker at rekvirere spørgeskemaet, som er udviklet ved det nationale projekt "INDTRYK & UDTRYK - tilfredshedsundersøgelse efter hjerneskade". Spørgeskemaet afdækker patienter og pårørendes oplevelse af 3 områder: samarbejde med personalet, tilbud i genoptræning og rehabilitering og samtaler med personalet om deres livssituation efter hjerneskade.

Projektet er finansieret af puljemidler fra Sundhedsstyrelsen. 
 
Læs mere om Videnscenter for Neurorehabilitering på Rigshospitalet