Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 24 - 2021  
 

Unik bevilling til forskning i rugemoderskab

 
 
Fertilitetsklinikken på RH Skive har modtaget en unik bevilling til forskning i rugemoderskab. Den næsten 3 millioner kroner store bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond finansierer et studie, der kortlægger rugemoderskab i Danmark. Projektet skal danne baggrund for revision af en gammel dansk lovgivning om rugemødre.
 
- Vi vil blandt andet undersøge, hvordan de ufrivilligt barnløse par klarer den stress, det giver dem ikke at kunne få det barn, de så inderligt ønsker. Vi vil undersøge deres uddannelsesforhold, deres økonomi og finde ud af, hvilke overvejelser de har haft om adoption, barnløshed og brug af rugemor, siger Malene Tanderup Sørensen, der er reservelæge og en del af forskerteamet på Fertilitetsklinikken. Hun er samtidig kvinden bag det kommende ph.d.-studie i rugemoderskab.
 
Studiet vil sammenholde interviews med spørgeskemaundersøgelse og erfaringer fra klinikker i Holland og England.
 
- Er parrene interesserede i at bruge rugemødre, eller er det bare noget, vi tror, de vil? Med studiet ser vi på fordele og ulemper ved forskellige løsninger og kommer med etiske overvejelser til debatten. Vi kan give et akademisk input og komme med et bud på, hvordan en mere tidssvarende lovgivning på området kan se ud, siger Malene Tanderup Sørensen.
Læs mere om rugemoder-forskningen
 

Sygeplejersker på HE Midt indleder strejke

Et flertal af sygeplejerskerne under DSR har stemt nej til mæglingsforslag og indleder nu strejke – berørte patienter får direkte besked.  
 
Et flertal i Dansk Sygeplejeråd har stemt nej til et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen og indleder strejke fra midnat natten mellem fredag den 18. og lørdag den 19. juni 2021. Strejken betyder, at Region Midtjylland er nødt til at udsætte en række behandlinger på regionens hospitaler. På HE Midt rammer strejken udvalgte afdelinger på regionshospitalerne i Viborg og Silkeborg.  
 
Patienterne får direkte besked, hvis deres behandling på et af Region Midtjyllands hospitaler bliver udsat. Beskeden kommer enten via en opringning eller en sms. Der udsættes kun behandlinger på de områder, der er udpeget til konflikt. Hvis patienterne ikke får besked om andet, skal de møde op til aftalt tid. 
 
Region Midtjylland varetager fortsat kritiske og akutte behandlinger under strejken. Det sker ved hjælp af det nødberedskab, som er aftalt med Dansk Sygeplejeråd.
Se hvordan strejken rammer HE Midt
 

OBS: Nødprocedure i Røntgen og Skanning i Viborg og Skive

 
 
RIS/PAS-systemerne på RH Viborg og RH Skive skal udskiftes, og det betyder, at systemerne kortvarigt er ude af drift, mens udskiftningen finder sted. Fra i dag fredag den 18. juni klokken 16 er det derfor nødvendigt at følge en nødprocedure, når man skal rekvirere billeddiagnostiske undersøgelser i Viborg/Skive.
 
På RH Viborg bliver RIS/PACS-systemerne udskiftet i perioden fredag den 18. juni klokken 16 til mandag den 21. juni klokken 8. På RH Skive er der lukket, mens systemerne bliver udskiftet i perioden fredag den 18. juni klokken 16 til onsdag den 23. juni klokken 8.
 
Patienterne kan fortsat få foretaget billeddiagnostiske undersøgelser under udskiftningen af RIS/PACS-systemerne. Men fagfolk skal følge denne nødprocedure, når de bestiller en undersøgelse i det berørte tidsrum:
1: Udfyld digital rekvisition til billeddiagnostisk undersøgelse (som normalt)
2: Udfyld en rekvisition i print (find den på intra via nedenstående link)
3: Giv rekvisitionen i print til patienten, der skal medbringe den til undersøgelsen
4: Ring og meld undersøgelse af patient på telefonnummer:
      - 78443098 (Radiograf/Pleje): Hertil meldes almindelige røntgenundersøgelser
      - 78443099 (Radiolog/Læge): Hertil meldes CT- og ultralyd-undersøgelser
Find mere info om RIS/PACS-udskiftningen
 

Respekt og tillid gavner patienter med skrumpelever

 
 
Bedre trivsel og større kontrol over egen sygdom er nogle af gevinsterne for patienter med cirrose (skrumpelever), efter at Diagnostisk Center for fem år siden oprettede Cirrose-klinikken. Her bliver patienterne fulgt af samme sygeplejerske, ligesom lægen også er gennemgående gennem hele forløbet. Og det gør en forskel for patienterne:
 
- Cirrose-klinikken giver mere meningsfulde og sammenhængende patientforløb. Vi oplever et bedre fremmøde til kontroller og undersøgelser og en større sygdomsindsigt. Samtidig oplever vi, at patienterne er blevet bedre til at tage vare på sig selv, og at det for en del patienter føles både trygt og mere forpligtende, når de kender de læger og sygeplejersker, de skal ind til, fortæller overlæge Sabine Becker på baggrund af en ny evaluering af klinikken.
Læs mere om arbejdet med cirrose-patienterne
 

Analyse af tidlige stadier af lungekræft på RH Silkeborg

Var der en sammenhæng mellem stigningen i antallet af lavdosis-CT skanninger på RH Silkeborg og stigningen i antallet af lungekræfttilfælde fundet i sygdommens tidlige stadier? Og kan de praktiserende lægers mulighed for at henvise til lavdosis-CT have været årsag til stigningerne? De spørgsmål har en arbejdsgruppe siden maj 2020 forsøgt at finde svar på, og den 7. juni blev gruppens foreløbige konklusioner så forelagt Region Midtjyllands hospitalsudvalg.
 
Arbejdsgruppen konkluderer blandt andet:
- Størstedelen af stigningen i tidlige lungekræfttilfælde skyldes henvisninger internt på hospitalerne til forskellige typer af CT-undersøgelser – i mindre grad henvisninger direkte til lavdosis-CT fra de praktiserende læger eller supplerende lavdosis-CT via røntgenafdelingen.
- De tidlige lungekræfttilfælde er oftest bifund – altså fundet hos patienter, der er undersøgt af andre årsager end mistanke om lungekræft (patienterne havde fx symptomer på mavesygdomme, urinvejssygdomme eller hjertesygdom). 
Find yderligere info på HE Midts hjemmeside
 

Serviceassistenter sikrer kvalitetsstemplet rengøring

 
 
Servicecentret har bestået en rengøringskontrol, og det udløste 350 kaj-kager til alle serviceassistenter, der har ydet en ekstra indsats i et år med ekstra fokus på rengøring og hygiejne. For at sikre at rengøringen på HE Midt lever op til den standard, Statens Serum Institut har udstukket, foretages en årlig kvalitetssikring på rengøring- og serviceområdet – og den kontrol er altså netop bestået.
Læs mere om rengøringskontrollen

Elektroniske spørgeskemaer skal sikre bedre data

 
 
Et elektronisk spørgeskema har erstattet de hidtil anvendte spørgeskemaer i papirformat i Klinik for Synke- og Spisebesvær på Hammel Neurocenter. Det betyder, at patienterne ikke behøver at printe, og medarbejdere får mindre taste- og regnearbejde og bedre data. Nu udfyldes skemaet elektronisk hjemmefra, og klinikerne kan tilgå besvarelserne i EPJ. Spørgeskemaet er udformet af AmbuFlex.
Læs mere om Ambuflex
 

HE Midts nyhedsbrev i nye klæder

 
Hvorfor ser nyhedsbrevet anderledes ud i dag? Og ja – noget ser lidt anderledes ud, men bag de nye klæder gemmer sig det nyhedsbrev, som du kender. HE Midts nyhedsbrev udkommer fortsat hver 2. fredag til alle ansatte i hele HE Midt. I redaktionen prioriterer vi gode historier, som deler viden på tværs af afdelinger og centre – om forbedringsprojekter, forskning, arbejdsmiljø, uddannelse og meget andet.

I nyhedsbrevet får du de korte udgaver, og mange af dem har et link til en mere uddybet artikel på enten HE Midts hjemmeside eller intranet. Sådan var det før, og sådan fortsætter det.

Før sendte vi nyhedsbrevet ud som pdf-fil. Men dagens nyhedsbrev er vores premiere i et nyt nyhedsbrevssystem. Fordelen ved det nye system er, at det opsamler data på, hvor mange, der åbner de enkelte nyhedsbreve, og hvilke historier der klikkes på. På den måde får vi data til at forbedre nyhedsbrevet, så det i endnu højere grad rummer det, som HE Midts medarbejdere gerne vil læse om.